Naturpark Åmosen

Udforsk naturen og historien

Naturpark Åmosen

I Naturpark Åmosen kan du ikke kun udforske den varierede natur, som blandt andet indeholder Danmarks fjerdestørste ferskvandssø, Tissø. Du kan også gå på opdagelse i danmarkshistorien, og se, hvordan naturen og mennesker har eksisteret i samspil gennem næsten 13.000 år fra jægerstenalderen, vikingetiden, middelalderen frem til verdenskrigene.

Naturpark Åmosen bindes sammen af vandet. Fra den dybe Åmose i øst til de hvide sandstrande langs storebæltskysten i vest bugter naturparken sig og udgør en sammenhængende landskabskorridor bestående af et kuperet morænelandskab af ådale, søer og moseområder.

Landskabet er overalt præget af spor fra istidens gletsjere, randmoræner, hedesletter og dødishuller, og parken indeholder Danmarks fjerdestørste ferskvandssø, Tissø, der gennemstrømmes af Halleby Å.

Fortællinger fra danmarkshistorien

Naturpark Åmosen byder på et bredt og varieret natur- og fugleliv hele året rundt. Her kan du blandt andet opleve tusindvis af gæs, isfugle og havørne. Rørskoven og engene er ligeledes bemærkelsesværdige ved at være voksested for majgøgeurt og kødfarvet gøgeurt i pæne mængder.

Naturparken hjælper til at opretholde den unikke natur- og dyreliv i området gennem fredninger, naturgenopretning og via naturpleje, blandt andet fra de mange kreaturer, der afgræsser området.

Parken rummer fortællinger fra hele danmarkshistorien, og på grund af bevaringsforholdene i tørvelagene vidner fund fra området om samspillet mellem menneske og natur gennem næsten 13.000 år.

Her havde jægerstenalderens mennesker deres jagtmarker. Vikingerne et kongesæde. Middelalderens magtfulde mænd og kvinder deres kirker. Og under verdenskrigene var åmosernes tørv et værdifuldt brændselslager.

Kom tæt på søens krible-krable-dyr

I og omkring Naturpark Åmosen findes en række forskellige stisystemer, som er ideelle til vandring og cykling. En tur rundt i parken byder på ruter, hvor du føres gennem den mangfoldige natur. Nogle steder går vand og land i et, andre steder rejser kystens landskab sig skarpt og stejlt.

Du kommer gennem duftende skove, idylliske havne, hyggelige landsbyer og meget mere. I naturparken er der også en lang række shelters og bålsteder, du kan besøge Danmarks flotteste fugleskjul ved en af landets bedste fuglesøer, og børnene kan komme helt tæt på krible-krabledyrene i Tissøs lave vand og gå på opdagelse med net og lup.

Læs mere om Naturpark Åmosen

Information

Hvem
Sorø, Kalundborg og Holbæk Kommuner
Mærket
Størrelse
8.000 ha