Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig

Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig

I Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig på grænsen mellem Skive, Viborg og Holsterbro Kommune kan du finde fantastiske slette- og hedelandskaber, strandeng, rørskov, lavvandede vige og meget andet. Her er masser af gode muligheder for at vandre, cykle, ride og andre former for friluftsliv.

Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig ligger på grænsen mellem Skive, Viborg og Holstebro Kommuner. Naturparken binder området sammen via stier og veje til vandring, cykling og ridning i unikke og varierede landskaber i et område med stor naturværdi.

De store uforstyrrede naturområder betyder, at du kan finde mange sjældne dyr og planter i naturparken, for eksempel guldblomme, odder, brun pletvinge og ynglende fiskeørn. 

Sletter og heder

Flyndersø - Sønder Lem Vig indeholder store landskabelige og geologiske værdier i det slettelandskab, der blev dannet under sidste istids afsmeltning. Mod vest findes et marint forland samt Sønder Lem Vig, en sø der tidligere var del af en fjordarm fra Venø Bugt. Her findes strandeng, rigkær, rørskov og lavvandede vige. Mod øst strækker sig en cirka to kilometer bred smeltevandsdal med mosaikker af ager, eng og plantager. 

Flyndersøområdet mod sydøst består af sandede hedesletter med dødishuller, og Flyndersø er omkranset af udstrakte heder, oprindelige egekrat, højmoser og plantager. Mod øst afgrænses naturparken af Karup Å. 

Den gode vandkvalitet i åen medfører, at du her kan være heldig at finde blandt andet kølleguldsmed og flodlampret, ligesom åen er kendt for sit gode havørredfiskeri. 

Kulturhistoriske spor

I naturparken findes mange kulturhistoriske spor som gravhøje, hulveje, diger, spor fra tørvegravning og fra 2. Verdenskrig. 

Desuden byder området på historier fra landindvinding samt flere herre- og hovedgårde med hver en unik historie, og du kan få indblik i fortællingerne om rakkerne, der levede på egnen indtil 1800-tallet.

I naturparken findes mange afmærkede ruter, og der er etableret parkeringsmuligheder, primitive overnatningspladser, rastepladser og servicebygninger, så det er nemt at komme rundt. Ruterne er tilrettelagt, så besøgende kan opleve forskelligartet natur, landskaber og kultur ved vandet, på sletterne og på heden. 

Du kan finde foldere med ruter og faciliteter i området, ligesom der er udviklet en app, der giver masser af inspiration til oplevelser på egen hånd.

Læs mere om Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig
 

Information

Hvem
Skive Kommune
Mærket
Størrelse
4.615 ha